Sommerlæsning

http://modspor.dk/modspor-anbefaler-det-skal-du-laese-i-din-sommerferie/

Anmeldelse

Her er et link til anmeldelse af seneste roman: "Helvedsgavlen" fra magasinet Atlas

https://atlasmag.dk/kultur/b%C3%B8ger/som-en-muteret-s%C3%A6son-af-game-thrones 

Anmeldelse af Forløbelser

Mens vi venter på at min seneste roman - "Helvedsgavlen" - forhåbentligt bliver anmeldt, er her en link til en anmeldelse af en tidligere udgivelse:

https://www.berlingske.dk/boganmeldelser/major-skriver-til-kvalmegraensen

Helvedsgavlen

Til februar udkommer romanen "Helvedsgavlen" på forlaget Escho

https://www.facebook.com/forlagetescho/

Friskt født

Det banker på døren. Jeg går ud og lukker op. Dér står en gravid mand og vil ind, en mand med en kolossal mave, en vom helt ud over det almindelige, selv hos stærkt alkoholiserede personer. Og han vil ind. Han fatter om sin mave og stønner, han udstøder et suk og ser på mig, og det er lige før han siger: ”Se, se, det er mig, jeg er med barn, jeg skal føde!” Eller siger han: ”Se, se, kan du se: jeg er fuld af øl, jeg er gravid, jeg...” Det han kommer med er enormt. Han holder om sin vom. Han holder om noget med begge sine hænder. Han støtter sin vom, sin svangre bug, på vej ind i mit hus, som ville han overbringe en hilsen, en abnormt vigtig hilsen, sin hilsen af øl og vom, sin ølvoms-gravide hilsen. Og så – nu! – så styrter han, så er det han styrter. Ind over mit dørtrin. Pludselig vælter de, manden og hans mave. Han styrter død om i min entré.

”Det her har,” tænker jeg, ”en så oplagt seksuel karakter, at det vil undre mig meget om jeg ikke er gået hen og blevet bøsse.” Dét tænker jeg. Det er ikke for meget sagt. For det erotisk ophidsende syn af manden, der kommer styrtende ind over mit dørtrin med sin mave, med sin maskuline graviditet, med sin højspændt giftige maskulinitets-ølvom, må da være en klar indikation af en ølsjatstinkende homofili, en gniden sig selv af på sit eget køn, mand mod mand, vom mod vom, højspændt gravid maskulin bug mod højspændt gravid maskulin bug. Og hvis man så oven i betænker muligheden af at nedkomme med et giftigt maskulint barn, en søn af zink og jern, der slægter sin fader på, en vaskeægte urning, er der ingen grænser længere for den homofile gavmildhed, thi på hvert gadehjørne nedkommer nu unge mænd; der fødes, mænd føder, drenge føder, mænd føder mænd, drenge føder drenge, og snart står verden i luer af friskfødte bøssedrenge, født af friske bøssemænd og af friske bøssedrenge. Det kan ikke blive værre. Det kan ikke blive bedre. Det vil sige: Det kan kun blive værre.

En hilsen fra Sommerlandet

Og Stjernens Navn var Malurt

Her er manden der med et skummelt smil huggede sine egne ben og arme af og havde en mekanisk bøddel til at snuppe højrearmen og hovedet.

Og her er manden der med et forlegent og undskyldende udtryk i det smalle hvide hoved malede sig selv til mel. Han var i forvejen ikke meget andet end skind og ben. En mekanisk møllersvend fik til opgave at fuldende arbejdet.

Her er også manden der filerede sig selv, som med en lille elegant, let krummet og barberbladsskarp filerkniv skar sig selv ud i fileter, lige for børnene og børnebørnene til at tage op og lægge på panden. En mekanisk slagtersvend stod for fileteringen af den øverste højre side af ryggen. For den slags havde børnene ikke forstand på. Eller de var for fine til det. De kunne lige klare at smide fileterne på panden, mens faderen henholdsvis bedstefaderen, stille og kridhvid i hovedet efter blodladningen, sank forover, knaldede panden i køkkengulvet og langsomt udåndede. Og så blev der ellers stegt så røgen væltede ind i stuerne og alle vinduer måtte slåes op på vid gab. Tungen, som et af børnene skar ud af munden på farfar og som ikke kunne bruges til noget, smed det yngste barn, efter at have leget lidt med den, ud i haven, hvor hunden straks kom og guffede den i sig. Knoglerne huggede svigerdatteren ud til kødben og lagde dem i fryseren, at hunden ikke skulle foræde sig.

Men historien om de tre ivrigt selvmutilerende mænd har den – måske noget fortænkte – pointe, at manden der malede sig selv til mel led af ergotisme, fordi han igennem længere tid havde været gæst på godset Vrange og her havde spist det meldrøjeforgiftede brød, følgelig havde giften ergotin i kroppen, længe havde haft alle de sædvanlige symptomer på sygdommen og nu gik rundt som en livsfarlig ret, en dødelig anretning, et giftigt måltid, der dog ikke, som følge af mandens ekstreme magerhed, vakte så manges appetit; end ikke de fede kvinder, der forså sig på ham, fik lyst til at æde ham. Det var først da en dygtig bager, ved en beklagelig fejltagelse var kommet til at ælte melet fra hans knogler ind i femogtredive store kommenskringler, som var blevet spist af femogtredive sultne børn på en skovtur i Dyrehaven, at det dødbringende resultat af selvsøndermalingen blev åbenbart: i skovbunden, blandt undrende kronvildt, og allerede næste dag var i alle landets aviser og på skærmen.

Liden tue kan vælte stort læs, som man siger. Hvilket er så sandt som det er sagt.

De tre mænd der således bragte sig selv af dage og beredte sig selv som – i et af tilfældene et særdeles giftigt – måltid for mennesker i alle aldre var, hvad læseren formentlig allerede forlængst har gættet, digterne Elend, Iffland og Uhland. Med Jesus Kristusagtig konsekvens og offervilje afleverede de deres eget legeme til offentlig bespisning. Forsigtighed ved altergang indskærpedes derfor i alle landets kirker.